TEMA: Aktiv dødshjælp: Fire trin på vej mod medlidenhedsdrab på mennesker med handicap

Af Jesper Vaczy Kragh, ph.d. i medicinhistorie og lektor (artikel i Handicaphistorisk Tidsskrift).

I 1936 mødte overlægen Gunnar Wad fra åndssvageanstalten i Vodskov en østrigsk professor, og de drøftede spørgsmålet om sterilisation.

I 1958 erindrede Gunnar Wad deres samtale:

”Jeg var ung og meget optaget af, hvor herligt langt vi havde bragt det og fandt det storartet, at man således havde muligheder for at formindske antallet af åndssvage. Gamle professor Reichel hørte opmærksomt og høfligt på mig og sagde så: ’De må være klar over, at der går en stige med følgende trin: fødselsbegrænsning – sterilisation – abort – eutanasi. De står nu på andet trin og har foden på tredje. Hvornår når De toppen af stigen?’ Ingen af os kunne på daværende tidspunkt lugte osen fra gaskamrene eller kunne forestille os et sådant trin på stigen. Alligevel forekom det mig ikke at være nogen betryggende ekspedition, jeg havde givet mig ud på.”

Som professor Reichel havde bemærket i 1936, var vejen op ad stigen allerede blevet påbegyndt i Danmark.

Forsøgslov om sterilisation i 1929

I 1929 blev der vedtaget en forsøgslov om kastration og sterilisation. Åndssvage, sindssyge eller personer over 21 år med en abnorm kønsdrift skulle efter begæring få tilladelse til at underkaste sig kastration eller andet indgreb i kønsorganerne. Desuden foreslog kommissionen, at der blev skabt hjemmel til at tillade indgreb til ophævelse af forplantningsevnen (sterilisation) hos psykisk abnorme personer under forsorg, hvis det måtte anses for magtpåliggende for samfundet, at de blev ude af stand til at få børn.

I processen frem mod forsøgsloven var der kun få betænkelige røster i offentligheden. Enkelte kritiske læger fandt lovforslaget vidtgående, og i nogle indlæg i Ugeskrift for Lægers debatspalter blev der advaret om, at lægerne var på vej ud i et uføre, der ville gøre ”ubodelig Skade” på standens omdømme. Forslaget om kastration blev af en af de alarmerede læger betegnet som naivt, inhumant og modbydeligt. Nogle jurister fremsatte også kritiske kommentarer, men uden at det fik politikerne til at ryste på hånden.

Lovforslaget blev vedtaget med 116 stemmer mod seks. Dermed havde Danmark som det første land i verden fået en sammenhængende, national lovgivning om sterilisation og kastration.

Forsøgsloven blev i 1934 suppleret af en særlig lov, der indeholdt paragraffer om tvangssterilisation og kastration af åndssvage, og året efter af en lignende lov for andre grupper af ”abnorme”, der omfattede sindssyge, psykopater og epileptikere. Også vagabonder, kroniske alkoholister, tiggere og fattiglemmer var inkluderet i denne gruppe.

Sterilisation var det andet trin på professor Reichels stige, og mens sterilisationslovene blev diskuteret, var vejen op til tredje trin på professor Reichels stige samtidig blevet påbegyndt.

I 1932 var der blevet nedsat en statslig kommission, der skulle vurdere spørgsmålet om abort, og som i 1936 udgav en betænkning om Lovligheden af Svangerskabsafbrydelse.

Kommissionen foreslog, at der skulle gives mulighed for svangerskabsafbrydelse på medicinsk og etisk indikation, der omfattede forhold som voldtægt og incest. Derudover havde lovforslaget et eugenisk (arvehygiejnisk, red.) element, hvor det blev fremhævet, at tilladelse kunne gives, når ”der er en nærliggende Fare for, at barnet på Grund af arvelige Anlæg vil blive lidende af Sindssygdom, Åndssvaghed, andre svære mentale Forstyrrelser, Epilepsi og uhelbredelig legemlig Sygdom”. Som kommissionen bemærkede, var det med denne eugeniske indikation ”ikke ønsket om at komme Kvinden til Hjælp, fra hvilket der gås ud, men rene Samfundshensyn”.

Forslaget vakte en langt større og mere følelsesladet debat på Christiansborg end de foregående love.

Fra lægelig side blev der udtrykt store betænkeligheder ved, at læger nu ikke kun skulle redde liv, men også være med at tage det, hvis de skulle foretage aborter. Efter en længere debat i Folketinget blev forslaget, som tillod abort på medicinsk, etisk og eugenisk indikation, vedtaget. Loven trådte i kraft den 1. oktober 1939.

Syd for grænsen havde nazisterne allerede nået det fjerde trin. I Tyskland blev ideen om ”dødshjælp” til de sindssyge og handicappede ført ud i livet med T4-programmet i oktober 1939. Der findes ikke helt præcise tal for, hvor mange mennesker, der mistede livet som følge af initiativet, men det anslås, at frem til 1941 blev over 70.000 tyske patienter enten gasset, udsultet, skudt eller fik dødbringende indsprøjtninger.

I besatte lande som Polen fulgte tyskerne en ligeså morderisk linje og tømte sindssygehospitalerne for patienter, der blev gasset ihjel i store tillukkede lastvogne eller mejet ned med maskingeværer. Samme skæbne overgik patienter i Baltikum, Ukraine og andre østeuropæiske lande. Også handicappede børn var blandt de mange ofre for T4-programmet, og det anslås, at mindst 5.000 børn blev dræbt i Tyskland frem til 1941.

Jesper Vaczy Kragh er ph.d. i medicinhistorie og lektor ved Medicinsk Museion. Han har skrevet flere bøger om handicaphistorie i Danmark, blandt andet ”Det hvide snit” og ”På kanten af velfærdsstaten”. Denne artikel er et uddrag af Jesper Vaczy Kraghs artikel i Handicaphistorisk Tidsskrift.

Aktiv dødshjælp

• Der bruges flere udtryk om aktiv dødshjælp, blandt andet eutanasi og medlidenhedsdrab.
• Eutanasi kommer fra det græske ord euthanasia, der betyder ”let, lykkelig død”. Det bruges om en handling, der har til hensigt at bringe en persons liv til ophør.
• Medlidenhedsdrab er bruges om handlingen, hvor man ønsker at bringe en persons liv til ophør af medlidenhed.