Maj 2016
Omsorgspersoner skal hjælpe med at udleve troen
Omsorgspersoner er forpligtet til at hjælpe mennesker med handicap i forhold til at udleve deres tro eller livssyn. Tor Ivar Torgauten fortæller her om, hvordan man kan hjælpe med dette uden at overskride den andens grænser.
Uddrag af Tor Ivar Torgautens undervisning i forbindelse med hans besøg i Danmark i januar 2016. Tor Ivar Torgauten er specialpræst ved Borg Bispedømme i Norge.
Tro og livssyn rører ved nogle af de mest grundlæggende rettigheder i vores samfund. Enkelte oplever det som meget personligt, nærmest privat, at skulle fortælle om eller forholde sig til sit eget eller andres livssyn.
Alligevel er det sådan, at omsorgspersoner har ansvar for at tilrettelægge, at den enkelte får reel frihed til at leve sin tro eller livssyn ud.
I 2009 blev denne grundlæggende rettighed gjort tydelig i Norge ved en rundskrivning til kommunerne. Heri fremgik det tydeligt, at den enkelte omsorgsperson har pligt til at tilrettelægge det således, at den enkelte har mulighed for fri tros- og livsudøvelse.
Fri religionsudøvelse er en grundlæggende rettighed, som også er beskrevet i den europæiske menneskerettighedskonvention.
Det er således en rettighed for det enkelte menneske og dermed også en forpligtelse for de personer, der er ansat til at hjælpe for eksempel mennesker med handicap.
Men der er stadig lang vej til, at den enkelte tjenesteyder gør dette i praksis.
Der har været en religionsfrygt i Norge omkring tro- og livssyn i sundhedssystemet. Men nu står tro- og livssyn som en del af handlingsplanen.
Vigtigt at kende og forstå beboeren
At være ”tjenesteyder” i et kristent bofællesskab handler for mig at se om følgende:
- Kende beboerne
- Forstå beboerne
- Vise respekt for beboerne
- Acceptere beboerne
- Vise beboerne værdighed
- Bistå på en sådan måde, at beboerne får en reel mulighed for at leve et liv efter egne ønsker. Det kan også være krævende for et menneske, der ikke er kristent, at bo i et kristent bofællesskab.
- Lytte sig ind i beboerens liv
Kenskabet til beboeren er grundlæggende vigtigt, og selvom vi er gode til det, kan vi altid blive bedre til det:
- Det er nødvendigt at vide, hvem beboeren er.
- Kendskab til beboerens livshistorie
- Fremkalde et billede af beboerens livshistorie
- Lave et mosaikbillede af beboerens liv
- Og stadig ”male” på beboerens livshistorie.
Udgangspunktet for dette er tillid og tryghed, og omsorgspersonen kan arbejde med dette:
- Skabe en tillidsfuld og tryg ramme
- Lytte sig ind i beboerens liv
- Snakke beboerens ”sprog”
- Finde de gode kommunikationsmetoder
- Vise respekt for beboerens historie.
- Det er vigtigt hele tiden at have for øje, at vi skal hjælpe beboeren med at leve sit liv.
Det tager tid at nedtegne en livshistorie og male et billede af beboerens rødder. Mange af rødderne vil måske også være skjulte.
Der findes materialer, som kan hjælpe med dette, og på Kristelig Handicapforenings hjemmeside er der blandt andet et værktøj, der hedder ”Mit trosliv” (indtil videre på norsk), som kan hjælpe med at kortlægge beboerens trosliv.
Troen i praksis
Hvad vil det sige at praktisere troen. Hvad gør danskerne, når de praktiserer troen? Det vil være forskelligt, hvad man svarer, men her er nogle ting, som blandt andet er med, når det handler om at leve et kristent liv – i eget liv:
- Udsmykning
- Salmebog (at synge)
- Bibelen.
En måde at give udtryk for det kristne liv er ved:
- Sang og musik
- Stilhed
- Ritualer
- Andagtsstunder
- Bøn – bordbøn, morgenbøn, aftenbøn
- Nadver.
- At tilrettelægge det åndelige liv
Omsorgspersonen kan være med til at tilrettelægge beboernes åndelige behov og være medvandrer i beboernes åndelige liv.
Jeg skal som omsorgsperson træde et skridt til side og hjælpe dem med at leve deres hele liv. Jeg skal ikke præge dem, men træde til side.
Dette handler ikke bare om at kortlægge troen, men også om ikke at køre nogen over. Det er vigtigt at være varsom. I praksis er der et spænd med dem, som er meget aktive med bøn og bibellæsning, og dem, der går i kirke juleaften. Alle skal vi tage vare på. Det er en udfordring.
Troen er ikke bare en del af livet, men det er hele livet. Og det handler om at leve mit hele liv.
”Det tager tid at nedtegne en livshistorie og male et billede af beboerens rødder,” siger Tor Ivar Torgauten. Arkivfoto fra gudstjenesten på Frøfestival.
