Kirken har brug for mennesker med udviklingshæmning

Holdningen til mennesker med udviklingshæmning er et vigtigt udgangspunkt for Tor Ivar Torgauten, specialpræst ved Borg Bispedømme i Norge.

Det ved han, at mange er enige med ham i. Alle nikker, når han siger det. Men han oplever også, at det alligevel ikke gælder i praksis. Derfor gør han meget ud af netop dette udgangspunkt.

”Holdningen er vigtig. Hvis jeg har en holdning til mennesker med udviklingshæmning, som er fuldstændig ligeværdig på samme måde, som jeg har en holdning til dig, så har vi et godt udgangspunkt,” siger han.

”Når det handler om mennesker med udviklingshæmning, så skal vi se det unikke i mennesket. Se skønheden. Se ressourcerne. Og se mennesket.”

”En kirke er af sit væsen en kirke med alle. Alle døbte hører med i den samme kirke og alle døbte hører med i det samme fællesskab. Men ofte har vi det kristne fællesskab om søndagen, og så står de tilrettelagte fællesskaber udenfor. I Norge har vi mange tilrettelagte fællesskaber, og vi kæmper med at få det her til at gælde i kirken: At alle døbte har lige meget ret til at være en del af det lokale kirkefællesskab,” siger Tor Ivar Torgauten.

Kirken er for alle

Han kæmper for, at mennesker med udviklingshæmning også naturligt hører med til kirkefællesskabet til søndagens højmesse. Og det er vigtigt for ham, fordi han har oplevet, hvor stor en værdi det har for fællesskabet at have alle med. Og fordi han selv har lært så meget af netop dette fællesskab.

Det er vigtigt for ham at slå fast, at troen er uafhængig af intellektuel kapacitet. Tro kan ikke rangeres i større eller mindre tro. Troen er ikke afhængig af evnen til at udtrykke sig. Og troen er et under og et mysterium.

”Er der noget tro i dig, i mig eller i min datter, som har Downs syndrom, så er det Gud, som har skabt det. Jeg var på et tidspunkt medhjælper på en konfirmandlejr, og en aften sad vi i en halvcirkel med brødet og vinen. Over for mig sad en pige, som ikke havde sprog og som var autist. Hun sad bare og smagte på kalken. Helt stille. Sad bare og smagte på det med sine egne smaskelyde. Da blev det så tydeligt for mig, at troen er et mysterium. Det handler om at tage imod.”

”Vi skal give plads til en mangfoldighed af trosudtryk og trospraksis. Mennesker med udviklingshæmning har deres egen måde at udtrykke troen på. Deres eget sprog. Også ordløst sprog. En mangfoldighed af måder at udtrykke troen på er berigende for alle. Og så er det vigtigt, at ingen trosudtryk er mere værd end andre,” siger han.

Vi kan lære meget

Tor Ivar Torgauten har oplevet, hvordan mange mennesker med udviklingshæmning netop har en levende tro, et mangfoldigt trosudtryk og en særlig evne til at nå helt ind til kernen af troen.

”Jeg har lært meget teologi. Men jeg har lært mere om den levende tro gennem mennesker med udviklingshæmning. De har så meget at lære os om tro. Vi har brug for dem. En kirke uden mennesker med funktionshæmning bliver selv en funktionshæmmet kirke. Det er ikke en hel kirke, før alle er der,” siger han.

”Samtidig vil mennesker med udviklingshæmning også have glæde af at være en del af et større fællesskab og ikke kun være med i de tilrettelagte fællesskaber. Vi skal fortsætte med de tilrettelagte gudstjenester. Det er både godt og vigtigt. Men vi skal også tænke i helheden. Og tilrettelægge en gudstjeneste, som er for alle.”