Konfirmation er også for udviklingshæmmede

En kirke ved Holbæk holder konfirmation for udviklingshæmmede hvert år. Og det er festligt, helt fra den første undervisning til det store øjeblik ved alteret.

Af sognepræst Lisbeth Thomsen

Den første søndag i maj er der hvert år konfirmation i Tveje Merløse kirke, der ligger lige uden for Holbæk. Det er en særlig dag, for den dag konfirmeres de udviklingshæmmede børn fra Ladegårdsskolen, der er en dagsskole, og fra Kikhøj, der er en døgninstitution. Fra Søndre Skoles A-afdeling er der konfirmander med austisme og asperger. Børnene har gennem flere år glædet sig til konfirmationerne. Første onsdag i januar begynder de på konfirmationsforberedelsen. Børnene kender kirken, kender præsten, kender organist og kirketjener, for dem har de jo mødt år efter år ved julegudstjenesten.

En god forberedelse

De bliver mødt med et håndtryk og et velkommen. Sådan vil det være hver gang, de kommer og går, for skolen har lært præsten, at børnene skal lære at begå sig så godt som muligt i det daglige, derfor hører høflighed og almindelig god opførsel med til konfirmandundervisningen.

Organisten spiller et stykke klassisk musik, og de er gode lyttere, konfirmanderne. De lærer, at orglet er bedst til den slags musik.

Undervisningen varer en klokketime uden pause, og den første gang er det kirkebygning og kirkerum, opmærksomheden retter sig mod.

Øjet drages næsten altid først mod Jesus, der hænger på korset. Når man selv har det svært, ved man noget om, hvor slemt det er hænge der. For at ingen skal tage fejl, fortæller præsten, at det er en figur, der hænger der – ikke Jesus selv.

Alle er med oppe ved alteret, prøver bagefter at rokke ved den tunge granitdøbefont og får også lov at gå op på prædikestolen.

Ved døbefonten viser det sig, at nogle af børnene kender Harry Potter. Da Harry var spæd, ville den onde Voldemort slå ham ihjel, for han vidste, at Harry siden hen ville blive farlig for ham. Harrys mor stiller sig imellem Harry og dødsstrålen fra Voldemorts stav, og hun bliver dræbt. Derefter vil Voldemort dræbe Harry, men dødsforbandelsen vender sig mod den onde selv. Harry kan ikke dræbes, for han har et usynligt mærke på sig.

Ved døbefonten taler vi om, at det lille barn mærkes med korsets tegn, når det bliver døbt. Så ved Gud, at et lille barn er hans, og Djævelen ved, at her er der en, han ikke kan røre.

Korset beskytter. Når man skal sove om aftenen, kan man slå korsets tegn for sig, så man ikke behøver at være bange.

Til slut bedes Fadervor. De første gange øves i ”ekko”. Præsten siger for på en linje, og alle gentager. Det er børn, der er dygtige til at lære udenad.

Trosbekendelsen vil som timerne går også glide ind i forløbet, og flere salmer kommer til.

En festlig konfirmation

Den store dag er kommet. Lidt over halv ti begynder de første konfirmander at dukke op sammen med forældre og den nærmeste familie. Hjemmevant går konfirmanderne ind og viser med stolthed deres plads frem. De færdes med stor sikkerhed og har helt styr på, hvordan man gør, og hvad der skal ske.

Klokkerne ringer, og alle konfirmanderne har nu stillet sig i række i våbenhuset. De har prøvet det før. De sidste gange har de øvet at gå i procession, så det skal nok klappe.

Orglet sætter i, og vi går ind. Alle i kirken rejser sig, og det er svært at komme frem, for der er ikke siddeplads til alle. Der er mange gæster, tidligere og kommende konfirmander er der, lærerne er kommet, de faste kirkegængere er der også.

Konfirmanderne finder deres pladser og ved, at nu synger vi, som vi plejer. De har deres eget chartek, som de har haft fra den første dag. ”I østen stiger solen op” er kendt af alle, og følelsen af at være fælles om begivenheden er tydelig.

Efter bønnen fra alteret går præsten frem og stiller sig under korbuen for at have god kontakt med konfirmanderne. Alt er, som det plejer fra undervisningen. Flonellografen kommer frem. Den har været i brug de fleste undervisningstimer, og konfirmanderne ved, hvordan en bibelfortælling bygges op på tavlen med filtunderlag og bibelske personer.

De kender Zakæus og kan fortælle, at ham er der ingen, der kan lide; men Jesus kan lide ham. Og fordi Jesus ku´ li´ ham, holdt han op med at tage ting fra folk. Han ville endda give det, han havde taget, tilbage igen.

Konfirmanderne ved også, at Jesus var med i en båd over Genesaret sø, og at disciplene – Jesu bedste venner – blev meget bange. De vækkede Jesus, og han fik storm og bølger til at lægge sig. Han ku´ den slags, fordi han er Guds Søn.

Jo, de kan fortælle, når bare figurerne bliver vist frem. Stolte sidder forældrene der. Her ligner deres børn helt almindelige konfirmander. Flotte i tøjet, sikre i, hvad der skal ske, og med styr på det, de har lært.

Mappen med tegninger, der er farvelagt undervejs, vises frem, og konfirmanderne får en pose hver med Børnebibel eller cd. Der er også et kors.

Det store øjeblik

Så kommer det store øjeblik. Organisten spiller, og konfirmanderne går op til alterskranken.

Oppe ved alteret lægger alle sig på knæ på én gang. En enkelt har følgeskab, af sin far, for at være helt tryg. En anden skal lige have kørestolen op ad rampen. Men de ved, de nok skal nå det hele, for helt fra begyndelsen af marts er de blevet øvet i at gå op og ned og i at knæle og rejse sig.

Præstens hånd på hovedet var i begyndelsen lidt fremmed, men nu er det også på plads. Organistens spil hjælper. Så længe han spiller, ved de, at de bare skal tage den med ro.

Trosbekendelsen siges af alle konfirmanderne. Det er lykkedes dem at lære den udenad. Der er helt stille i kirken. Glæden er der, og stoltheden over børnene.
Så nævnes navne, konfirmandvelsignelsen lyder, forældre rejser sig og sætter sig. Konfirmanderne ved, at: nu sker det. Måske mærker de noget indeni, måske gør de det ikke. Men Gud er helt tæt på dem. Han velsigner dem. Han giver dem en gave, de ikke kan se, men som virker indeni.

Der afsluttes med Fadervor i kor. Alle går pænt ned. Det er svært ikke lige at vinke til sine forældre, når man nu har klaret det så flot!

Den sidste salme synges. Bøn og velsignelse afslutter gudstjenesten, og konfirmanderne gør sig klar til at gå ud i procession bag præsten, der allerede er på vej.

Udenfor venter livet igen, verden er ikke så forandret. Men noget er alligevel ikke, som det plejer. For det blev en stor dag, som alle vil huske. For: ”Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste små, har I gjort mod mig”.